Stier, markveje og lokale veje i lokalområdet

 

Af Ejgil Rahbek, Harlev Fællesråd

 

I forbindelse med arbejdet med at udforme Århus Kommunes kommende friluftsplan er det besluttet, at alle stier, markveje og lokale veje skal registreres i et centralt, elektronisk arkiv. Registreringen er nu tilendebragt, og der foreligger for alle kommunens lokalsamfund en samlet oversigt over stier, markveje og lokale veje.   

 

Århus Kommune arbejder på forskellige måder på at skabe bedre betingelser for friluftslivet og et vigtigt element i den forbindelse er brug af stier og ruter til gående og cyklende trafikanter samt ikke mindst kendskab til adgangsforbindelser til skov og natur.  

 

Fællesrådet deltager i dette arbejde og har modtaget første udgave af tegninger og kortmateriale over samtlige stier, markveje og lokale veje.

 

Næste trin er lokal bearbejdning af dette materiale, og i den forbindelse opfordrer Natur og Miljø forvaltningen lokalområdet til at kommentere og supplere de oplysninger, som er registreret. I denne forbindelse opfordres alle borgere i lokalområdet til at overveje forskellige spørgsmål i relation til kommunens kommende friluftsplan:

 

Er der særligt populære stiforløb og ruter, som kan fortjene større opmærksomhed?

 

Er der oversete grønne områder, som bør gøres mere tilgængelige?

 

Er der kulturhistoriske elementer, som fortjener at blive omtalt?

 

Er der andre tiltag, som kan forbedre friluftslivet i vort lokalområde?

 

Fællesrådet er gået positivt ind i dette arbejde, og vil opfordre alle borgere til også at deltage i arbejdet. Et arbejde, som forudsætter stort lokalkendskab.   

 

Et af de stiforløb, som vi er opmærksomme på i Fællesrådet er den gamle sti fra Gl. Harlev til Edelhofvej. Vi kunne godt tænke os, at den får større opmærksomhed, således at den kan bruges hele året som en regulær skolevej. Det vil skabe en mere sikker vej til skole og medføre at flere børn vænnes til at tage cyklen.

 

Dette er blot et eksempel. I Fællesrådet er vi sikre på, at der findes mange andre eksempler på veje eller stier, som er oversete eller utilgængelige. 

 

Der er alle muligheder for at komme med forslag, blot det har noget med kommunens planer for friluftsliv at gøre, og vi vil opfordre alle borgere til at deltager med forslag og kommentarer.

 

Fællesrådet har kortmaterialet i papir, og man kan få eksemplarer udleveret. Desuden kan man få adgang til kommunens GIS kortmateriale system ved at vælge linket fra indgangssiden.