|
HARLEV FÆLLESRÅD Næshøjvej 41 * 8462 Harlev J * Giro 6868797 E-mail: post@harlevfr.dk * Website: harlevfr.dk
|
23. april 2010
Mrk. Høring Århus
Midttrafik
Søren Højmarks Vej 3
8270 Højbjerg
Høringssvar til Kollektiv Trafikplan Århus 2011
Nedlæggelse af linie 55 og omlægning af linie 116 – fremtiden for den kollektive trafik i landsbyer i den vestligste del af Århus.
På baggrund af det tilsendte høringsmateriale har Harlev Fællesråd vurderet de nye planer om en ændret kollektiv trafikplan for Århus Kommune. Vi er enige i, at der må ske væsentlige forbedringer i den kollektive trafikbetjening i Århus, ikke kun for at forbedre økonomien, men også for at fremtidssikre en effektiv trafikbetjening for alle borgere i Århus kommune, uanset om de bor i yderområderne eller i midtbyen.
Som hovedprincip finder vi det positivt, at der etableres såkaldte A-linjer ad alle større indfaldsveje til Århus.
Af det foreliggende materiale synes dette princip dog ikke gennemført for Silkeborgvej fra Harlev og ind til centrum, hvilket Harlev Fællesråd ikke finder tilfredsstillende. Vi vedlægger vort høringssvar fra runden i efteråret 2009 om dette emne.
I det område, som Harlev Fællesråd normalt betragter som sit interesseområde, ligger der følgende landsbyer, som vil blive berørt eller som allerede er berørt af omlægninger: Labing (linie 116), Lillering (stoppested flyttet), Tåstrup, Gl. Harlev, Skibby. Disse sidste tre landsbyer mister helt trafikbetjening med nedlæggelse af linie 55, ligesom Harlev by mister direkte forbindelse til Viby.
I området har der været afholdt 2 borgermøder, og til fællesmødet for alle landsbyerne var fremmødet på over 150 borgere fra de berørte landsbyer. Afdelingsleder Rigmor Korsgaard fra Trafik og Veje i Århus Kommune redegjorde for trafikplanen.
Det er fællesrådets opfattelse, at planen indeholder mange ændringer, som vil påvirke lokalområdets betjening af kollektiv trafik i negativ retning. I forhold til andre yderområder rammes vort lokalområde uforholdsmæssigt hårdt.
Det er fællesrådets opfattelse, at planerne strider mod en række andre politiske beslutninger, som byrådet har taget, herunder beslutninger indenfor det sociale område og beslutninger indenfor byudviklings områder.
Det fremgår således af kommuneplanen 2009, som blev vedtaget i december 2009, at landsbyerne er en del af det meget varierede bosætningsmønster, som alle er enige om at Århus skal kunne tilbyde. Ligeledes fremgår det af kommuneplanen, at landsbyerne ikke er egentlige vækstområder, men at de gerne må vokse i et moderat og fornuftigt tempo.
En nedlæggelse af den kollektive trafikbetjening i landsbyerne er i modstrid med disse nyligt tagne beslutninger. Nedlæggelsen af ruten vil snarere affolke landsbyerne, idet netop de familier, som skal skabe nødvendig, moderat vækst, er de børnefamilier, som har brug for den kollektive trafikbetjening.
På landsplan er der også stor vilje til at bevare landsbyerne, og den vilje er udmøntet i en række støttepuljer og støtteforanstaltninger til bevaring af landsbyerne. En nedlæggelse af trafikbetjeningen i landsbyerne vil modvirke lovenes gode hensigter, og hvis Århus går mod de nationale tendenser, så risikerer vi at landsbyerne i Århus langsomt sygner hen.
Konkret har fællesrådet fået flere reaktioner fra familier, som er nødt til at flytte, hvis de fremover mister linie 55 til de unges uddannelsesinstitutioner i byen.
Det fremgår af planen, at Midttur skal være et alternativ tilbud til de borgere, som mister busforbindelse. Det fremgår ikke af materialet eller af erfaringerne andetsteds fra, herunder fra Lyngby, om Midttur vil kunne udgøre et brugbart, sammenligneligt alternativt. Det vil under alle omstændigheder blive væsentlig dyrere for den enkelte passager, og et buskort, som de uddannelsessøgende i dag kan søge om, dækker ikke udgifterne til Midttur.
En hurtig udregning viser også, at det for kommunen vil blive væsentligt dyrere at tilbyde Midttur, når et stort antal børn fra f.eks. Tåstrup skal have deres ungdomsuddannelse i byen.
En stor del af argumentationen for at ændre den kollektive trafik udspringer af økonomiske forhold. På den baggrund virker det besynderligt og meget ulogisk at nedlægge linie 55, som på morgenafgangene har 100 % ´s belægning. Bussen er simpelthen stoppet med passagerer allerede fra Harlev, således at mange må stå op på en stor del af turen ind til Viby. Det må være muligt at få en rentabel linie ved at bibeholde afgangene med stor belægning, og reducere afgangene med dårlig belægning.
Sammenfattende er det fællesrådets opfattelse at trafikplanen vil give de nævnte landsbyer en uacceptabel trafikbetjening. Den Kollektive Trafikplan forbedrer trafikforholdene for de borgere, som i forvejen har gode forhold, og forringer forholdene for de borgere, som i forvejen har ringe forhold.
Fællesrådet finder at en sådan ”omvendt Robin Hood” metode ikke harmonerer med Århus Kommunes ambitioner om en høj social standard, og et højt og kvalificeret servicetilbud for alle borgere i kommunen, uanset bopæl.
En nedlæggelse af busbetjeningen i landsbyerne vil gå ud over de svageste samfundsborgere, nemlig børn, unge samt ældre, altså medborgere, som ikke har mulighed for at have eget transportmiddel.
En sådan social uansvarlighed kan fællesrådet ikke stå inde for, og må protestere på det kraftigste mod en fuldstændig nedlæggelse af linie 55.
Vi vil derfor opfordre Midttrafik og byrådet til også at leve op til deres sociale ansvar og fremkomme med væsentlig mere kreative løsninger end dem, som foreligger nu.
Med venlig hilsen
Harlev Fællesråd
Arne Nielsen
Formand
Ejgil Rahbek
Næstformand