REFERAT
FORRETNINGSUDVALGSMØDE
20. AUG. 2009
Deltagere: Arne Nielsen (ARN), Jens Aage Weigelt (JAW), Henning Jeppesen (HJ) Anton Nielsen (ATN) og Kaj Sommer (KS)
Fraværende: Niels Elvstrøm (afbud), Eigil Rahbek (afbud) og Finn Sørensen (ferie).
a) Mødet med Harlev Framlev Grundejerforening (HGF).
Fra dette møde drøftedes det planlagte borgermøde med byrådspolitikerne den 19. oktober på Lokalcenter Næshøj. Det vedtoges at nedsætte et ad hoc.-udvalg bestående af formænd og næstformænd i de 2 foreninger til at planlægge mødet og tilrettelægge en dagsorden. Lokalet bestilles af ARN.
b) Der forelå en hilsen fra Anne Marie Kristensen vedr. vor ”deltagelse” i hendes mand,
Orla Kristensens død og begravelse. KS har i øvrigt skrevet en nekrolog om Orla til Paraplyen.
1. Børn og unge
Der er lavet et udkast til en værdiramme for Århus Kommunes samarbejde med de frivillige organisationer og foreninger. Dette er sendt til høring blandt disse. Der er i øvrigt ansat 9 personer i kommunen til at hjælpe de frivillige foreninger med disses problemer i dagligdagen.
2. Byudvikling
Vedr. kommuneplan 2009 foreligger en udvalgserklæring under dette link: http://kortlink.dk/6uk6. Det skulle være en diger sag.
Da formanden for udvalget (ER) ikke var til stede henlagdes punktet til næste møde.
3. Trafikudvalget
Det vedtoges, at man skulle rykke for svar vedr. vort brev om trafikønsker i Harlev af 18/5 – 09 (KS)
Fællesrådet er blevet ringet op af en beboer på Cornelvej vedr. udsigtsforholdene ved udkørsel til Gl. Stillingvej, bl. a. på grund af de opsatte containere til flasker, aviser m.m. ud for beboelsen. Forretningsudvalget drøftede spørgsmålet og fandt faktisk, at udsigtsforholdene IKKE var særlig problemfyldte. Henvendelsen skal formentlig ses på baggrund af beboernes ønske om at få containerne fjernet. Da vi ikke kender navnet på den person, som har henvendt sig (til ATN), foretager vi os ikke mere i sagen.
4. Natur og miljø
JAW har deltaget i et møde 17/8 -09 på flugtskydebanen i Tåstrup Mose. Mødet var etableret i fællesskab af socialdemokraterne i Harlev og Harlev Jagtforening. Fra byrådet deltog Ango Winther (A) .Der sigtes mod en fredsaftale med lodsejerne frem for en egentlig fredningssag vedr. området. Vor holdning er, at det må være muligt at indgå en frivillig aftale mellem lodsejerne og Århus Kommune om etablering af et stisystem dels omkring søen dels ind i området. Byområdet ved Harlev er under udvikling, og byens borgere bør have adgang til dette fantastiske sted. Mødet løb dog noget af sporet, da man begyndte at drøfte fredningsproblematikken omkring Tåstrup Sø. Uden at være direkte involveret kan vi sige, at vi har deltaget i mødet. Og det er det meste, vi kan sige om det.
Skaterbanen i Byparken er ved at være færdigbygget. Fritidsklubben skal tage sig af
driften og er dermed ansvarlig for denne. Der skal udarbejdes et sæt regler om dens
brug før egentlig ibrugtagen.
Blomsterløg. Ved kommunens hjælp lægges der 7-10.000 stk. blomsterløg i Byparken.
Det planlagte kondi-stisystem er igangsat.
5. Info og blad.
Et nyt nr. af Paraplyen er under redigering og udsendes primo sept.
5. Økonomi.
KS uddelte udskrift af de seneste bevægelser på vor driftskonto. Alle medlemmer på nær en enkelt har indbetalt kontingent for 2009. På kontoen står p.t. 39.808,37 kr.
KS kontakter ER vedr. betaling fra menighedsrådet til os og vor betaling til Harlev Basket.
Der er ikke afregnet for 2 udgivelser.
Det vedtoges ligeledes, at KS retter en henvendelse til Taastrup Borgerforening om et tilskud til udgifterne vedr. fremstilling og uddeling af Paraplyen. Den uddeles jo også til denne forenings medlemmer. På årsbasis koster 4 udleverede numre af paraplyen ca. 27, - kr. pr. husstand.
6. Eventuelt
Intet.
-KS-