HARLEV FÆLLESRÅD

Næshøjvej 41 * 8462 Harlev J * Giro 6868797

E-mail: post@harlevfr.dk * Website: harlevfr.dk

 

 

                                                                                                            

                                                                                                             Den 5. april 2007

 

 

 

Referat

Ordinært repræsentantskabsmøde

Den 22. marts 2007 kl. 19:30

 

 

Det årlige ordinære repræsentantskabsmøde blev afholdt i kantinen på Næshøjskolen. Fremmødet var godt, idet ca. 15 af Fællesrådets medlemmer deltog.  

 

Valg af dirigent

 

Til dirigent valgtes Karsten Sohne Jensen

 

Forretningsudvalgets årsberetning (formand Svend Erik Andersen)

 

I år har der været flere sager, som har fyldt en del. Der var et sparekatalog og en efterfølgende sparerunde, som blandt andet pegede på en lukning af 7 små biblioteker, deriblandt Harlev bibliotek. Det gjorde, at vi satte gang i en underskriftsindsamling og med hjælp fra lokale ildsjæle, der meldte sig til at gå rundt og stemme dørklokker. Det kom der 1400 underskrifter ud af og de blev blev afleveret til kommunen. Det syntes vi var flot og takker endnu engang for hjælpen. Efterfølgende havde vi foretræde for økonomiudvalget, hvor vi også fremførte vores synspunkter.

Om det var det, der gjorde udslaget, kan vi ikke sige, men det har selvfølgelig sammen med alle de andre protester haft sin effekt. Ingen af de små biblioteker blev lukket.

 

Kombibibliotek/Sognegård er en af de sager vi også har arbejdet med og hvor det ikke endte, som vi havde håbet på, for efter længere tids forhandlinger mellem skolevæsenet og menighedsrådene og med hjælp fra Harlev Fællesråd endte det med at menighedsrådene takkede nej til at bygge sammen med skolen. Det er vi selvfølgelig kede af og har fælles med Harlev- Framlev grundejerforening sendt et brev til menighedsrådene med en opfordring til at vælge en beliggenhed central i Harlev.

Det betyder ikke at komibiblioteket så heller ikke bliver bygget. Det bevirker, at det bliver noget forsinket, pengene er stadig afsat til formålet.

 

Den 11. oktober var vi inviteret til møde i skoledistriktsgruppen, hvor vi orienterede om fællesrådets arbejde generelt og om arbejdet med undersøgelsen om de 10-14 åriges fritidsliv. I det hele taget tror vi at børn og unge er et fokus område, som der i den kommende tid vil blive megen debat om. Vi kan bare nævne Vestbyanalysen, som peger imod skolelukninger, og der er andre områder på børnepasningsområdet der bliver berørt.

Derfor tror vi at det er et område hvor vi bliver nødt til at forstærke indsatsatsen i børn og unge udvalget, og måske trække på nogle eksperter på området, det kunne være folk fra skolebestyrelsen, H.I.K eller andre der arbejder inden for området.

 

 Vi har vanen tro deltaget i møder og seminarer med kommunen og andre fællesråd, vi har svaret på ansøgninger om landzonetilladelser, lokalplaner og hvad der ellers har været af sager som vi er høringspart i.

 

En fremtidig udfordring for fællesrådene, som allerede er i gang og som vil strække sig over de næste par år er som nævnt i indkaldelsen til mødet her revisionen af kommuneplan 2001 som vi giver en orientering om efterfølgende.

Der blev tidligt i forløbet nedsat en følgegruppe med repræsentanter for diverse interessegrupper og hvor fællesrådene har 2 medlemmer. Vi fik Arne Nielsen valgt som repræsentant for det åbne land, og det giver os tæt kontakt til hvad der sker her i startfasen.

 

Det var det, jeg havde valgt at sige mere generelt, herefter er det udvalgenes tur til at fremlægge deres beretninger.

 

Børn og Unge udvalgets årsberetning (Arne Nielsen)

 

Undersøgelse af de 10 – 14 åriges fritidsaktiviteter i Harlev.

 

Fællesrådets børn og unge udvalg har været med i en arbejdsgruppe, der blev nedsat på et møde for skoledistriktsgruppen og private foreninger med henblik på at afdække de 10 – 14 åriges fritidsaktiviteter i Harlev området.

 

Arbejdsgruppen besluttede at iværksætte en spørgeskemaundersøgelse for at få et overblik over aktiviteterne og et billede af behovet for at etablere andre aktiviteter end de tilbud, der allerede er i området.

 

Arbejdsgruppen ansøgte Folkeoplysningsudvalget om et tilskud til gennemførelse af undersøgelsen. Der blev bevilget 10.000 kr.

 

To professionelle firmaer blev bedt om at give et tilbud på projektet.

SIS Akademi og Rambøll Management.

 

Rambøll Management blev valgt på grund af, at RM har et udviklet spørgeskemaprogram, som kan gennemføres elektronisk og fordi opgaven ville kunne løses indenfor den økonomiske ramme man havde til rådighed.

 

Spørgeskemaundersøgelsen blev herefter foretaget i december måned 2006 på Næshøjskolen, idet alle klasser fra 4. til 7.kl. fik mulighed for på skolens computere over Internettet at besvare spørgsmålene anonymt.

 

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen foreligger nu med følgende opmærksomhedspunkter fra styregruppens side:

·          Lektielæsning hjemme er forbavsende lille

·          Meget stor andel, der dyrker idræt

·          Nogle finder tilbud uden for Harlev

·          Ca. halvdelen af 7. klasse starter i ungdomsklub

·          Markant mange der aldrig læser bøger 67,3 % i 7. klasse

·          Starttidspunkt for at prøve alkohol cigaretter og hash er bekymrende

·          Ca. 50 % leger på sportspladser 1 – 3 timer om ugen

·          ¾ spiser sammen med forældre

·          De adspurgte kommer med en række bud på aktiviteter, de kunne tænke sig og som ikke tilgodeses i Harlev

·          30 børn udtaler at de enkelte gange i deres fritid har ødelagt noget med fortsæt

·          61 ønsker nogle tilbud i deres fri tid

·          Undersøgelsen viser at der er behov for en åben klub for denne aldersgruppe i lokalområdet

 

 

Rapporten er udsendt til udtalelse hos alle foreninger og organisationer, der har med den pågældende aldersgruppe at gøre, med henblik på at få forslag til, hvordan der bør følges op på undersøgelsens resultater.

 

Dialogmøder om integration og religion

 

Børn- og ungeudvalget har været inviteret til at deltage i dialogmøder om integration og religion i Århus Kommune.

 

Der har været afholdt tre møder, om emnet. Et indledende møde, hvor to repræsentanter deltog og to møder hvortil en repræsentant var inviteret til at deltage, men hvor det kun var muligt at deltage i det afsluttende møde, hvor anbefalingerne blev præsenteret.

 

Som det vil være bekendt fra presseomtaler har der ikke været udelt begejstring for alle de fremsatte forslag, som indgår i de fortsatte politiske drøftelser om integrationspolitikken i Århus Kommune.

 

Fritids - og ungdomsskoleplan

 

Århus Kommune har netop udsendt en fritids - og ungdomsskoleplan til høring.

Planen omfatter visioner for de 11 – 17- åriges fritidstilbud.

 

I forlængelse af vores arbejde med de 10 – 14 åriges fritidsaktiviteter i Harlev området, vil det være naturligt at fællesrådets børn og ungeudvalg forholder sig til planen og benytter sig af høringsmuligheden. Fristen for bemærkninger er 26. marts.

 

Man kan så vurdere om ikke det er lovlig sent at blive hørt når planen faktisk er udformet. Der har i hvert fald ikke været tale om en tidlig borgerinddragelse i dette tilfælde.

 

Rapport vedrørende analyse af skolestrukturen i Vestbyen

 

I forbindelse med byrådets vedtagelse af budget 2007 blev det besluttet at foretage en analyse af skolestrukturen i Vestbyen.

 

Rapporten foreligger nu og er sendt til udtalelse i blandt andet fællesrådene. Næshøjskolen er med i omhandlede analyse, men er ikke umiddelbart i spil vedrørende eventuel nedlæggelse eller sammenlægning med andre skoler.

 

Fællesrådet vil benytte høringsretten til at fremsende en udtalelse til rapporten.

Fristen for høring er 17. april.

 

 

Bolig udvalgets årsberetning (Hans Rasksen)

 

I løbet af året har vi arbejdet meget med udstykningen på Kettinggårds jordarealer. Hele planprocessen er nu afsluttet og salgsprocessen for alle de kommunale jordarealer er i skrivende stund iværksat.

 

Området er 7 ha stort, og lokalplanen giver mulighed for etablering af 60 boliger i åben lav bebyggelse og 21 – 25 huse som parcelhuse på de kommunale udstykninger. Hertil kommer yderligere et antal boliger på den private del af denne lokalplan.

 

Trafik udvalgets årsberetning (Niels Elvstrøm)

 

Trafikudvalget har i den forløbne periode haft mange mindre sager på dagsordenen. Her skal kort nævnes de sager, som vi har arbejdet med i løbet af året:

 

·          Grønhøjvej – trafiktælling

·          Forskønnelse af gl. amtsvej

·          Stillingvej fortsat arbejde med trafikken

·          Beplantning af rundkørslerne sammen med Grundejerforeningen

·          Rødlundvej – indhegning af græsrabatten

·          Gl. Mosevej – cykelsti

·          Vejstrækningen mellem Aralievej og Rødlundvej

 

Info og blad udvalgets årsberetning (Ejgil Rahbek)

 

I paraply udvalget har vi 3 hovedområder, som vi varetager, og det er:

 

·          Udgivelse af Paraplyen

·          Udgivelse af aktivitetskalenderen

·          Administration og redigering af hjemmeside

 

Udgivelse af Paraplyen

 

For året 2005 har vi udgivet Paraplyen 4 gange og holdt os indenfor de normerede 12 sider pr. gang. Som bekendt er udgivelse af Paraplyen den store udgift for Fællesrådet, og derfor har vi stram styring på antallet af udgivelser og sider.

 

M.h.t. fremtiden og mulighederne for et samarbejde til anden side, rettede vi henvendelse til redaktionsudvalget for menighedsrådene for at indlede et samarbejde. Redaktionsudvalget ville drøfte et eventuelt samarbejde, men p.t. har vi ikke fået nogen respons.

 

I 2006 måtte vi sige farvel til Claus Gregersen, som i 8 år havde foretaget den elektroniske opsætning af Paraplyen. Som erstatning indgik vi aftale med en professional grafiker, som kender faget og programmerne til bunds. Han har egen forretning, og har samarbejdet med Nivi Tryk gennem mange år. En af hans opgaver for Nivi Tryk har været at overføre Paraplyen til en trykklar film. Vi er tilfredse med hans arbejde, men hans assistance koster ca. 2250,- kr. pr. nummer et beløb, som vi ikke havde budgetteret med, og som blev bevilget for hvert nummer.

 

Som Orla vil berette om budget for 2007, så må vi konstatere, at vi vil få et underslud på kr. 12.000,-. Næsten hele dette underskud stammer fra Paraplyen. Vi har derfor besluttet, at rette henvendelse til Harlev Framlev Grundejerforening og Tåstrup Borgerforening om et ekstraordinært tilskud til fortsat drift af bladet. De to foreninger vil til gengæld få spalteplads stillet til rådighed efter behov. Vi har fået positiv reaktion fra Tåstrup Borgerforening, som vil yde et tilskud på 5000,- kr. Foreløbig for 2007, men de vil tage sagen op igen til næste år. Det er vi meget taknemmelige for. Vi har endnu ikke hørt noget fra Grundejerforeningen, men vores forventninger er positive. Så alt i alt ser det godt ud for det kommende år, men vi vil til enhver tid være på udkig efter samarbejdspartnere og metoder, som kan billiggøre udgivelsen af Paraplyen.        

 

Udgivelse af aktivitetskalenderen

 

Hvis der er noget, der er aktivitet i, så er det aktivitetskalenderen. Efter at Århus Stiftstidende har omlagt deres lokaldækning, eller rettere fjernet den, så har vi fået meget travlt med aktivitetskalenderen. Kalenderen er nu det eneste sted, hvor områdets foreninger og andre, kan få sine arrangementer bekendtgjort. I de seneste numre har vi haft problemer med at holde os på 1 A4 side, hvilket er en forudsætning, når den sendes ud på bagsiden af Brugsens løbeseddel. Vi har fjernet alt overflødig tekst og reduceret tegnstørrelsen, men nu kan vi heller ikke gøre tegnene mindre. De skal jo kunne læses af alle. Så vi håber, at aktivitetsniveauet ikke stiger alt for meget i 2007. Så vil vi for alvor få problemer.   

 

Administration og redigering af hjemmesiden

 

Hjemmesiden besøges flittigt. Det fremgår af de løbende statistikker på anvendelsen. Vi kan selvfølgelig ikke se, hvem der besøger hjemmesiden, men det må formodes, at det er borgere i lokalområdet. Vi får også ofte direkte mails via hjemmesiden, hvilket også er med til at højne brugsværdien.

 

Vi vil selvfølgelig til enhver tid forbedre hjemmesiden med nye sider, og det arbejder vi fortsat på. Men det vigtigste for os, er, at den til enhver tid er ajourført og aktuel. Der er ikke noget værre end en hjemmeside, hvoraf det klart fremgår, at det er flere år siden, at den er blevet opdateret.

 

Ja, det var lidt om Paraply udvalgets arbejde, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke udvalgsmedlemmerne for et godt samarbejde i årets løb.

 

Debat om udvalgenes årsberetninger

 

Undersøgelsen af de 10 – 14 åriges fritidsaktiviteter i Harlev gav anledning til en del debat og kommentarer. Der var enighed om af undersøgelsen har været meget nødvendig for at afdække både nuværende og fremtidige fritidsaktiviteter. Arne Nielsen opfordrede til at de af Fællesrådets medlemmer, som agerer indenfor området, eksempelvis HIK og Spejderne, bruger undersøgelsens resultat i deres fremtidige planer.

 

Det blev tilkendegivet, at lastbilparkering stadig betragtes som et problem. Det virker meget tilfældigt og uskønt, hvor lastbilerne parkeres i fritiden og i weekender. Derfor opfordres Fællesrådet til at intensivere arbejdet med at få dette problem løst.

 

Fremlæggelse af sidste års regnskab til godkendelse (Orla Kristensen)

 

Årets regnskab viser et underskud på 8168,74 kr. Dette skyldes udelukkende forøgede udgifter til tryknings af Paraplyen, samt mistede indtægter ved at Grundejerforeningen ikke har brugt Paraplyen i samme omfang som tidligere. Fællesrådet har indgået aftale med Tåstrup Borgerforening om et samarbejde om brug af Paraplyen, og de har bevilget 5000,- kr. til fortsat drift og udgivelse af Paraplyen. Fællesrådet har anmodet Grundejerforeningen om det samme, og der er positive forventninger om at de også vil yde tilskud.

 

På dette grundlag blev årets regnskab godkendt.

 

Behandling af indkomne forslag

 

Fra Harlev Framlev Grundejerforening var der indkommet skriftlig forslag om at forretningsudvalget sammensættes på en bredere måde. Forslaget gik ud på, at alle medlemmer blev grupperet efter interesser og at der indenfor hver gruppe kunne vælges 1 eller 2 personer. Forslaget kunne ikke på det foreliggende grundlag vinde tilslutning, men forretningsudvalget vil i den kommende periode analysere, om sammensætning og valg af forretningsudvalg er den optimale.

 

Fremlæggelse af budget til godkendelse og fastsættelse af kontingent (Orla Kristensen)

 

Det fremlagte budget blev godkendt og kontingentet fastsat til uændret 350,- kr.

 

Valg af forretningsudvalg og suppleanter

 

Genvalgt blev Jens Aage Weigelt og Arne Nielsen. Da Orla Kristensen ikke ønsker at blive valgt til forretningsudvalget, men gerne fortsætter som kasserer, blev Kaj Sommer nyvalgt til forretningsudvalget.  Suppleanter blev Anton Nielsen og Finn Sørensen.

 

Valg af revisor og suppleant

 

Karsten Sohne Jensen og Per Lind Jensen blev genvalgt.

 

Eventuelt

 

Intet

 

 

Herefter takkede formanden alle forretningsudvalgets medlemmer for indsatsen i årets løb.