HARLEV FÆLLESRÅD

Næshøjvej 41 * 8462 Harlev J * Giro 6868797

E-mail: post@harlevfr.dk * Website: harlevfr.dk

 

 

Dato 25. januar 2008

 

Trafik og Veje

Anlæg

Grøndalsvej 1

8260 Viby J.

 

 

 

Trafikforhold omkring Næshøjskolen

Fællesrådet får jævnligt henvendelse fra borgere, som udtrykker bekymring for trafikken omkring Næshøjskolen. Trafikken forekommer kaotisk og er farlig for de svageste trafikanter, især i morgentimerne. Dette er bekræftet og dokumenteret af Skolevejsanalysen fra 2006, og krydset Gl. Stillingvej/Næshøj blev ved den lejlighed prioriteret som det 16. farligste stykke skolevej i Århus Kommune.

Fællesrådet har ved flere lejligheder bragt forslag i spil, herunder forslag om en skolepatruljeordning. Desværre kunne en skolepatruljeordning ikke anbefales af politiet af tekniske grunde. Blandt andet var der for mange indgange til Næshøjskolen.

Fællesrådet har også tidligere foreslået færdselsmæssige foranstaltninger til at forøge sikkerheden, og derfor hilser vi de forslag, som er indeholdt i Skolevejsanalysen, velkommen.

Næshøjvej bruges i stor udstrækning af forældre til korttidsparkering, medens de følger børnene ind til skolen. Fællesrådet er vidende om, at ledelsen på skolen ved flere lejligheder anmoder forældrene om at bruge parkeringspladsen ved hallen, som ligger 25 til 75 meter fra indgangene til skolen. Dette har ingen effekt haft.

Fællesrådet har derfor drøftet forholdene med skolebestyrelsen, og vi vil i fællesskab foreslå et stopforbud på Næshøjvej. Et muligt stopforbud skal også ses i lyset af forøget trafik på Næshøjvej, i takt med at områderne omkring Kettinggård udbygges.

Derfor opfordrer vi Vejkontoret til at undersøge mulighederne for at indføre et stopforbud på Næshøjvej fra krydset op til indkørsel til parkeringspladsen ved hallen. Vi er naturligvis indstillede på, at et forbud om stopforbud skal vurderes i sammenhæng med de trafikforbedringer, som allerede er indeholdt i Skolevejsanalysen.

 

Med venlig hilsen

Harlev Fællesråd

 

Ejgil Rahbek