|
HARLEV FÆLLESRÅD Næshøjvej 41 * 8462 Harlev J * Giro 6868797 E-mail: post@harlevfr.dk * Website: harlevfr.dk |
Dato 25. januar 2008
Århus Kommune
Teknik og Miljø
Planlægning og Byggeri
Kalkværksvej 10
8100 Århus C
Att. Ole Stoustrup
Ansøgning om tilladelse til etablering af dagligvarebutik på Brombærvej 1, Harlev
Vi har modtaget brev af 1. februar 2007 med opfordring til at udtrykke Fællesrådets holdning til en ansøgning om at etablere en dagligvarebutik på adressen Brombærvej 1 i Harlev.
Det er rigtigt, at Fællesrådet tidligere har anbefalet en dagligvarebutik i samme område, nemlig på Statoils nuværende tankanlæg. Det var på et tidspunkt, da der kun var en dagligvarebutik i Harlev, og mange borgere efterspurgte alternative indkøbsmuligheder. Siden dengang er der etableret en Fakta butik, således at vi nu har 2 butikker.
Til gengæld er det ikke rigtigt, at placeringen ved Statoil ikke kunne anbefales fra Planlægning og Byggeris side på grund af trafikale årsager. Der blev udarbejdet flere forslag og det sidste, som kunne anbefales, blev ikke effektueret på grund af forhold hos ejer og butikskæde.
Men det er fortid, og det skal ikke forhindre, at Fællesrådet også i dette tilfælde kan bakke op om et forslag om en dagligvarebutik på den nævnte adresse. Vi vurderer, at områdets beboere vil drage fordel af en detailforretning også i dette område.
Vi kan derfor anbefale, at en normal lokalplanlægning kan gå i gang, idet vi forudsætter, at dette også indebærer en vurdering af de miljømæssige forhold, herunder om grunden eventuelt kan være forurenet.
Med venlig hilsen
Harlev Fællesråd
Ejgil Rahbek